Samojedhunden stammer fra det nordlige Rusland øst for Ural-bjergene. Den har fået navn efter samojed-folket, der var primitive nomader, som vandrede over store områder med deres rensdyr. De brugte hundene som vagthunde og til at vogte de store rensdyrflokke. I den barske sibiriske vinter var de trækdyr for nomadernes slæder.

Hos samojedfolket var hunden en del af familien, og denne tilknytning til mennesket er stadig et af samojedhundens karaktertræk. Hundene gik ud og ind af teltene som de ville, og om natten sov de så tæt på deres herre som muligt. Tæver med hvalpe fik lov til at være indendøre.

Menneskene og hundene levede i nær kontakt med naturen og hinanden. De udgjorde en helhed i et sluttet samfuld.

Polarforskere fik omkring århundredeskiftet øje på samojedens egenskaber, og den kom med på mange af de berømte ekspeditioner. Flere tog bagefter samojedhundene med hjem, og mange af dem endte i England. Og det var disse hunde, der blev grundstammen til de Samojedhunde vi har i vore hjem idag.